Lidt mere julehalløj... i dag er vi begyndt at lave bordkort til julens hygge. Ikke at vi normalt har brodkort, men jeg faldt over denne søde ide i et engelsk blad ala BoligLiv. Du skal bruge hvid selvtørrende ler, kage-udstiksforme og nogle bogstaver, som man også bruger til fondant. Leret fandt jeg i den lokale boghandel Svegård her i Sorø, bogstaverne faldt jeg tilfældigt over forleden i Søstrene Grene i slagelse (ellers kan de sikkert fås i butikker de sælger bagetilbehør) og formene havde jeg i forvejen. Du ruller eller trykker bare leret fladt ud, lettest hvis det kun er til en figur ad gangen, stikker formen ud og laver evt et lille hul til en snor, hvis du vil kunne hænge figuren op senere. Til slut trykker du navnet eller "god jul" i figuren. Så skal figuren lufttørre et døgns tid. Du skal gøre det hele i en arbejdsgang for venter du, så tørrer leret rimeligt hurtigt på overfladen, og så krakelere den, når du presser bogstaverne i.
Det er også fint at lave figurerne uden tekst til ophæng med et fint bånd i på fx juletræet. Du kan også msle figurerne, når de er tørret. Ungerne kan sagtens lege med. Figurerne behøver ikke være 100% glatte og pæne i overfladen. Det giver dem bare sjæl med lidt rå kanter. God fornøjelse!